Derfor blev det en chow

af Hanne Fogtmann

For at begynde ved begyndelsen, må jeg fortælle, jeg har haft mange forskellige racer siden mine teenage år. Som regel har jeg haft flere racer på en gang, og gennem årene er det blevet et bredtspektret hundehold, jeg kan føre på min liste. Jeg kan nævne: Irsk Setter, Grønlænderspids, Samojede, Norsk Buhund, Schæfer, New Foundlænder, Pyrenæerhund og Pekingesere. Alle hunde var mig til stor glæde og hvis man kan tale om, en hund har personlighed, ja da har mine i allerhøjeste grad haft det, og jeg har elsket hver eneste. Jeg stiftede bekendtskab med Chow-Chow, da jeg som ganske ung, arbejdede på en dyreklinik i Viborg. Den havde et aldeles pragtfuldt gemyt og udseende, men den fortrak aldrig en mine, når jeg viste den linen, når vi skulle gå tur, nej, nej, den end ikke logrede. På turen gik den nærmest, som var jeg slet ikke med, og den fortrak heller ingen miner, når vi mødte andre hunde. Den var noget af det mest overlegne, aristokratiske, stolte og selvstændige dyr, jeg nogen sinde har set, og jeg var total forgabt i den hund, men. Man skal endelig ikke tro, man er noget særligt Chowen viste først sin kærlighed til mig, da ejeren hentede den efter flere uger på klinikken.

Den næste chow så jeg, da jeg arbejdede på Stall Hindal i Stavanger. Det var en heste & hunde pension, hvor jeg dagligt passede mellem 50 og 150 hunde, alt efter hvilken sæson det var. Pludselig en dag kom en dame med en chow tæve og 2 små hvalpe. Jeg havde set mange flotte hunderacer, men intet kunne slå denne røde tæve. Hun var med hvalpene i pensionen i 14 dage, og jeg fik aldrig lejlighed til at klappe hende, trods hun hverken var aggressiv eller ond, hun gad mig bare ikke. Det var helt fint med de legesyge hvalpe og det så næsten ud som om, hun syntes det var dejligt, jeg gad være barne-pige. Dengang (!975) svor jeg, at før eller siden, ville jeg eje og opdrætte chower, men først mange år senere, skulle noget af denne drøm blive til virkelighed. Jeg fik siden, med nogle års mellemrum, et par chower, bare for at tage dem……. aldeles nydelige, men absolut ikke hunde at have i huset, når der kom besøg, for at sige det mildt, men familien var accepteret af disse hunde og vi var meget glade for dem.

Joker

Min første købte Chowhvalp, var efter en blå tæve, der hed Thokie og en sort han, der hed Samsung. Joker var født d. 14-05-93, han var meget lydig og havde et usædvanligt mildt væsen. Da jeg havde gået en runde i mark skel og om haven med ham, kunne jeg slippe ham løs, og nøjes med at sige "nej", hvis han trådte over skellet, så gik han straks inden for igen. Jeg havde på samme tid et par pekingesere, som udmærket vidste, hvor der var skel, men de havde det med at glemme skellet, hvis der kom fremmede hunde forbi. I øvrigt troede de, at de havde eneret på vejen, der førte ned til vores hus (men også til andres huse), så de løb efter de fremmede hunde, og jeg kunne forgæves kalde på dem, til hunden var væk, da kom "de små" tilbage. Jeg fandt ret snart ud af, at Joker også synes det var sjovt at jagte fremmede hunde, men så snart det var ved skel, stoppede han legen. Jeg var målløs! For første gang i mit liv, havde jeg oplevet en hund, som ikke lod sig "rive med" af andre hunde. Joker tøffede ind i skyggen til "de små" igen var i syne, og de tre legede så sammen igen. Jeg havde undret mig over Jokers manglende evne til at løfte halen, men efter et dyrlægebesøg, faldt uroen, og jeg tænkte ikke mere specielt over den ting. Dyrlægen havde sagt, at halen manglede nogle led, men ellers var hunden sund og rask.

Jovist, var hunden sund og rask - i hvert fald knap et års tid.

Efter en endt spadseretur på landevejen, begyndte Joker at opføre sig underligt. Han dinglede og kunne ikke finde ud af noget og slutteligt tog jeg den tunge hund på armen og skyndte mig hjem for at ringe til dyrlægen. Joker mistede bevidstheden inden jeg nåede hjem med ham. Assistenten kom med det samme og hun begyndte straks at give hjertemassage og forlangte en spand iskold vand af mig. Hun smed det kolde vand hen over hunden, men der var fortsat ingen reaktion.

Hun fik Joker med til obduktion, for hvad kunne gå galt med en hund, der ikke var blevet et år?

Svaret fik jeg nogle få dage efter. Joker havde en stor medfødt hjertefejl, og veterinæren undrede sig over, han var blevet så gammel, som han rent faktisk var. Af skade, bliver man klog, siges det, og jeg kom da også i tanker om, at opdrætteren havde sagt, at Joker kom til verden, 16 timer efter ellers sidste hvalp! Og det var med dyrlægehjælp!!!!! Jeg er ikke sikker på, om det nu er rigtigt, at lade en hvalp leve, der ikke selv kunne fødes, så mange timer efter egentlig endt fødsel. Jeg ved det ikke, for jeg har aldrig haft muligheden for at stå over for det valg, men man prøver måske at redde, hvad der reddes kan. Jeg ved heller ikke, hvordan hvalpen havde det efter fødslen, men nu bagefter gør jeg mine tanker! Havde den hvalp, virkelig kræfter til at die selv? Er det for en hver pris, så vigtig, at holde liv i alle hvalpe, der bliver født, og uden hensyntagen til den nye ejers tab på et senere tidspunkt? Hvorfor kunne min opdrætters og også min daværende dyrlæge ikke høre, hvalpens medfødte hjertefejl? Hvordan kunne min dyrlæge påstå, Joker manglede haleled, hans hale var jo som alle andre chowers, blot ikke oppe på ryggen?

Kan det virkelig passe, dyrlægerne ikke vidste mere om chow chow i 93 og ved de mere i dag? Er chowen så speciel, at dyrlægen selv skal have haft en, for at kunne give den optimal behandling? Er det kun mig, der er ramlet ind i dyrlæger, som ikke har specielt godt kendskab til chower? Jeg tror det næppe, men jeg vil gerne høre fra andre, der har oplevet lignende, og jeg vil gerne sætte jeres breve/mails på disse sider, og hvad enten du vil være anonym eller ikke, må du i det mindste skrive navn og adresse til mig. Min næste chow fik jeg i 95. Ønsket om en erstatning for Joker, havde aldrig fortaget sig. Jeg var ikke selv i besiddelse af finanser, der stod chow chow på, så det forblev blot et ønske, og i samme ånd, kom der til at stå chow chow øverst på min ønskeseddel til min 40 års fødselsdag. For mig, var det, det samme som at skrive "en ny bil", og jeg havde da heller ikke i min vildeste fantasi, troet, et sådan ønske ville gå i opfyldelse. Jeg havde vel glemt mine kære døtre`s trang til at gennemføre det umulige. Karina og Ditte havde aftalt med min far, at han skulle holde øje med evt. chowhvalpe i Jyllandsposten. Jeg oplevede flere gange, min far ringede for at tale med mine piger, uden egentlig at ville mig noget. Kort før min fødselsdag, havde min far ringet, og det var åbenbart meget vigtigt, at en af mine døtre, ringede tilbage til ham, så snart det var muligt, og jeg havde end ikke den fjerneste ide om, hvad der var gang i. Det viste sig siden, at far havde fundet en annonce med chower, men disse var solgt, og enden på det hele blev, at vedkommende kendte nogen, som kendte nogle, der kendte nogle, der MÅSKE havde en chowhvalp. Det blev hos Helle V Nielsen, Glud, hvalpen blev købt, og det aftenen før min fødselsdag. Karina og Ditte fortalte senere, at Zhu-Zhu havde gøet af en kat, da de tog ham ud af bilen og at de havde været skrækslagne for, om jeg nu skulle have hørt noget? Hvalpen havde sovet helt roligt, natten igennem og jeg havde haft så travlt med at forberede alt til festen, at jeg ikke mærkede, hvad der foregik omkring mig. Den 28 september, tidligt morgen, vækkede pigerne mig med fødseldagssang,og der var flag, rundstykker og kage på bordet. Lige før vi satte os til bords, forsvandt Ditte og Karina kom bærende med en stor papkasse. Da jeg åbnede kassen, lå der øverst et rødt gips chowhoved (nøjagtigt som hvis, jeg havde ønsket en bil, så ville det være en smart sportsvogn), Jeg måtte jo smile, for nu havde jeg jo fået, min så længe ønskede chow. Men, men - sådan var det bare ikke! Det hele var "timet" til punkt og prikke, for i det jeg dykkede ned for at tage næste ting i kassen, og opdagede en stamtavle, hvorpå der stod CHOWGÅRDENS CHIPPENDALE THE CHAMP og flere forskellige typer hundefoder, da åbner Ditte døren fra den tilstødende stue og i favnen, har hun den vidunderligste sorte hvalp, man kan ønske sig, hvilket vil sige, det havde hun, for i det øjeblik hvalpen så mig, vred han sig løs, og kom springende imod mig. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse, jeg oplevede, men mon ikke I ved hvad jeg mener? Zhu-Zhu vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte, og det til trods for, jeg efterhånden har mange chower, og de er alle sammen ønske hunde. Hvorfor lige en Chow Chow? Jeg er totalt forelsket i disse aristokratiske, selvstændige, overlegne, intelligente, katteagtige, alt-huskende hunde. Jeg kan til hver en tid, anskaffe mig hunde, som er væsentlig nemmere, at opdrage og om jeg ville, kommandere/reagere/herse med, og det er jo slet ikke noget, man kan gøre med en chow, måske er det derfor!

Jeg var lige ved at glemme, at Chowens tidlige renlighed, stadig duperer/overrasker mig, når jeg får en ny hvalp.