Soignering af chow - chow
Af Sonja Rupperts
Det aller vigtigste er, at man begynder soigneringen, medens
hvalpen er helt lille (4-5 uger), og aldrig gør noget
ved den, der gør ondt. Her tænker jeg på
den måde, man bevæger lemmerne på. Man må
kun bevæge dens ben lige frem og tilbage. Jeg sætter
altid den lille hvalp op på et bord, så den er let
at håndtere. Nogen lægger den ned på siden.
Det har jeg aldrig haft held med. Det er nok et temperamentsspørgmål.
I 4-5 ugers alderen bliver hvalpen kun børstet lidt
og set tænder på, og så sat ned igen, så
den opdager, at der ikke sker noget farligt. Når hvalpen
er 7-8 uger, gør vi det rigtigt. Hvalpen bliver igen
sat op på bordet, og er allerede dygtig til at stå
stille. Jeg har altid hvalpen til at stå med hovedet til
venstre for mig og min venstre arm ind under maven på
den, så den ikke kan springe ned.
Jeg begynder altid bagfra på en hund. Det vil sige, jeg
starter med at børste højre bagben fra trædepuderne
og opefter. Dernæst venstre bagben, halen og så
videre, helt hen til snuden. Det gode ved at begynde bagfra
er, at man kommer ind under dækhårene, hvor evt
filt sidder. Begynder man forfra og børster bagud, kommer
man let til at børste oven på pelsen, hvilket er
formålsløst.
Når hvalpen er børstet helt igennem, begynder
jeg at lave frusuren. Hertil bruger jeg en trækam. Det
er en kam med meget lange tænder og langt imellem dem.
Det bevirker, at man kan komme helt i bund med den, og at man
ikke rykker flere hår af end højst nødvendigt.
Chowen er jo en pelshund, så man skal bevare så
meget pels som muligt.
Bukserne bagpå bliver friseret nedad. Halehårene
friseres fremad og godt ind over ryggen, så hunden bliver
så kort som mulig. Kroppens hår bliver friseret
ud fra kroppen, så de kommer til at stritte. Chowen skal
have sin pels strittende ud fra kroppen. Fanerne på forbenene
friseres lige bagud.
Fra forbenene og frem, skal pelsen friseres mod hårene,
så der kommer så meget hår som muligt frem
mod hovedet til at danne krave. Pas på filtdannelser i
hvalpens lyske, under forbenene og bag ørerne. Husk at
frisere kindskægget, det er der mange, der glemmer.
Filt under forbenene friseres lettest ud ved, at man løfter
forbenet lige frem. På den måde bliver "armhulen"
og hele maven blottet, så man rigtig kan komme til. Filt
i lysken tages ved, at man løfter bagbenet lige bagud,
så kan man se, det der skal ses.
Øjnene skal renses og tørres med en tot vat.
Ørerne skal ses efter. Man må aldrig gå længere
ned i øregangen, end en finger kan komme. Jeg bruger
næsten aldrig andet end et stykke fugtigt køkkenrulle
til at rense ørerne med, da jeg er modstander af, der
der kommer noget ned i ørerne. Jeg mener, man skal holde
sig så meget som muligt fra ørerne og kun lige
rense det snavs af, som man kan se. Hvis hvalpen har et ildelugtende
øre, skal den til dyrlægen.
Ca hver anden måned skal chowen have klippet negle og
have klippet hårene væk mellem trædepuderne.
Selve poten skal rettes af, så den bliver lille og kattelignende.
Chowen bades efter behov. Det vil sige, når man synes,
den trænger- og brug altid en hundeshampoo.
Hvis man er så uheldig, at der er kommet filtdannelser
i pelsen, kan man rede dem ud på følgende måde:
Begynd med at bruge karten til at blødgøre filten
med. For at være sikker på, at filten er væk,
friseres efter med trækammen. Er dette ikke nok, må
man klippe filten væk! Det gøres ved, at man tager
en saks helt ned i bunden af filten, uden at komme helt ned
til skindet, og så klipper man udad. Aldrig lige over,
så bliver der hul i pelsen. Heller ikke udefra og ind,
for så risikerer man at klippe ind i huden, og det må
endelig ikke ske.
Husk også altid at holde igen i filten, så hunden
skånes mest muligt for smerte. Man kan nemlig, hvis det
gøres rigtigt, friserer en filtet hund ud, uden at det
gør ondt, og det er målet. Poter: Jeg begynder
med at klippe hårene væk mellem trædepuderne.
Dernæst klipper jeg hårene væk rundt om neglene,
så de bliver fri. Pas på ikke at klippe op mellem
tæerne, for så kommer poten til at ligne en søstjerne
og det må den ikke. Den skal være lille og rund.
Når jeg har klippet neglene fri, runder jeg poten, og
vildtvoksende hår ovenpå poten effileres væk.
|
|