Hvordan kunne du?

by Jim Willis

Da jeg var hvalp, underholdt jeg dig med mine spillopper og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn og trods flere antal bidte sko og et par slagtede puder, blev jeg din bedste ven. Når jeg var "slem", pegede du på mig og spurgte "Hvordan kunne du?" - men du tilgav mig, trillede mig rundt og kløede mig på maven.

At blive renlig i dit hjem, tog lidt længere tid end forventet, fordi du havde frygtelig travlt, men det arbejdede vi på sammen … Jeg husker de nætter, jeg nussede dig i sengen, mens jeg lyttede til dine fortrolige og hemmelige drømme, og jeg troede ikke livet kunne være mere perfekt. Vi gik lange ture, løb i parken, kørte i bilen, stoppede op efter is (jeg fik kun vaflen fordi "Is er ikke godt for hunde", sagde du) - - og jeg tog lange hvil i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem fra arbejde sidst på dagen.

Efterhånden brugte du mere tid på arbejde og karriere, og mere tid på at lede efter en menneskelig partner. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig, når du havde kærlighedssorger og oplevede skuffelser. Jeg anklagede dig aldrig for dårlige beslutninger og jeg logrede af glæde, hver dag når du kom hjem - - - så forelskede du dig.

Hende, som nu er din kone, er ikke en "hunde-elsker" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende ømhed og adlød hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom menneske babyerne, og jeg delte din spænding. Jeg var fascineret af deres lyserøde farve, hvordan de duftede, og jeg ville også være mor for dem. Blot var hun og du, bekymret for, at jeg måske ville gøre skade på dem, og jeg tilbragte det meste af min tid henvist til et andet værelse eller til en løbegård. Åh, hvor ønskede jeg at elske dem, men jeg blev "en fange for min kærlighed".

Som børnene blev større, blev jeg deres ven. De hægtede sig til min pels og trak sig selv op på usikre ben, stak fingre i mine øjne, undersøgte mine øjne, og gav mig kys på snuden. Jeg elskede alt ved dem og deres berøringer - for din berøring var nu så sjælden - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv, hvis det var blevet nødvendigt.

Jeg sneg mig ind i deres senge og lyttede til deres ængstelser og hemmelige drømme, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen. Engang havde folk spurgt dig, om du havde en hund, hvorefter du havde fundet et billede af mig fra din tegnebog og fortalt dem historier om mig. Nu svarede du blot: "De sidste par år, ja" og ændrede emne. Jeg var gået fra at være "din hund" til "blot en hund", og du resignerede hele min eksistens.

Nu har du en ny karriere mulighed i en anden by, hvor du og dine, vil komme til at bo i en lejlighed, der ikke tillader dyr. Du har gjort dig den rigtige beslutning for din "familie", men der var en gang, hvor jeg var din eneste familie.

- - - Jeg var spændt på køreturen, - - - indtil vi ankom til dyreinternatet. Der lugtede af hunde og katte, af frygt og hjælpeløshed . . . Du udfyldte papirer og sagde "jeg ved, I vil finde et godt hjem til hende." De sukkede og gav dig et trist blik.

De kender realiteterne for en middelalderlig hund, selv en med "papirer" … Du blev nød til at hive din søns fingre løs fra mit halsbånd, da han skreg : "Nej, far! Lad dem ikke tage min hund!" Og jeg var bekymret for ham, for værdien af venskab og loyalitet, kærlighed og ansvar, og respekt for al liv, som du netop havde lært ham om. Du gav mig et farvel klap på hovedet, undgik mine øjne, og nægtede høfligt, at tage mit halsbånd og min line med dig. Du skulle nå en deadline, - - - og nu har jeg også én.

Efter du var gået, sagde de to venlige damer, at du sikkert havde kendt til flytningen flere måneder før, og at du ikke havde gjort noget forsøg på, at finde mig et andet godt hjem. De rystede på hovedet og spurgte: "Hvordan kunne du?" De er lige så kærlige mod os her på internatet, som deres travle skemaer tillader det. De fodrer os selvfølgelig, men jeg mistede min appetit for flere dage siden. I starten, når nogle gik forbi min skål, skyndte jeg mig hen til lågen, i håb om, det var dig - at du havde ændret mening, at alt dette blot var et mareridt … Eller jeg håbede, der i det mindste var en, der interesserede sig for mig, en hvilken som helst, som måske ville redde mig.

Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med de glade, opmærksomhedssøgende hvalpe, trak jeg mig tilbage til et hjørne langt væk og ventede …

Jeg havde hørt hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, - - - og jeg luntede efter hende gennem gangen til et separat rum. Et dejligt stille rum. Hun placerede mig på bordet, nussede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være ked af det. Mit hjerte raste i panik for, hvad der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Tiden som "Fange for min kærlighed" var slut. Min natur gjorde, at jeg var mere bekymret for hende.

Byrden, som hun bærer, vejer tungt på hende, og det vidste jeg på samme måde, som jeg kendte til dit humør.

Hun bandt forsigtigt en staseslange om mit forben, mens en tåre løb ned af hendes kind. Jeg slikkede hendes hånd på samme måde, som jeg plejede at trøste dig, for så mange år siden. Hun lod den sterile nål glide perfekt ind i min vene. Da jeg følte prikket og den kolde væske sive gennem min krop, lagde jeg mig døsigt ned, kiggede ind i hendes venlige øjne og mumlede: "Hvordan kunne du?" … Måske fordi hun forstod mit hundesprog, sagde hun: "Jeg er så ked af det."

Hun gav mig et klem, og forklarede hurtigt, at det var hendes arbejde at sørge for, at jeg kom til et bedre sted, hvor jeg ikke ville blive ignoreret, misrøgtet, blive forladt eller blive nødt til at klare mig selv - et sted med kærlighed og lys, så meget anderledes end "på denne jord". Og med den sidste smule energi, prøvede jeg at kontakte hende med et vrik med halen, så mit "Hvordan kunne du?" ikke var ment til hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for altid.

Jeg ønsker for dig, at alle i dit liv, vil forblive loyale mod dig.

(Oversat fra amerikansk til dansk af Hanne & Ditte Fogtmann)

"How Could You?" - Copyright Jim Willis 2001 tiergarten@onebox.com http://jimwillis0.tripod.com/tiergarten/ We're pleased that "How Could You?" is now among the most published animal-related essays in the world. Jim's new book: "PIECES OF MY HEART - Writings Inspired by Animals and Nature" is NOW AVAILABLE FROM AMAZON.COM (USA & Canada) and AMAZON.CO.UK (England, Europe, etc.), and available directly from both publishers.